MIN REJSE IND I KUNSTEN

Jeg er en selvlært billedkunstner med en baggrund som designer og iværksætter.

I mange år har jeg arbejdet med møbeldesign og har altid været optaget af indretning, trends, former og farver. Æstetik har altid været en del af mit sprog – uanset om det har handlet om materialer, rum eller overflader.

Kunsten kom ind i mit liv for omkring fem år siden – lidt ved et tilfælde. Jeg stod med nogle malingrester, som jeg ikke nænnede at smide ud, og begyndte at eksperimentere på et lærred. Det, der startede som noget spontant, blev begyndelsen på en ny måde at udtrykke mig på.

I dag arbejder jeg i spændet mellem det organiske og det grafiske – fra det sanselige og flydende til det mere strukturerede og kontrastfulde.

Jeg lader farver og former opstå intuitivt og guider processen med en fornemmelse for balance og rytme. Nogle værker kalder på stilhed, andre bærer en rolig, insisterende energi – men alle inviterer de ind i et rum, hvor man kan gå lidt på opdagelse. Som stille glimt af noget, der ikke skal forstås, men fornemmes.